Artister

The Baroque Society

The Baroque Society er Danmarks nye barokensemble, etableret i 2024. Ensemblets kunstneriske profil er i barokgenren og opførelsespraksis på originalinstrumenter, altid med højeste kunstneriske kvalitet i såvel repertoire som udførelse som mål. The Baroque Society er et karismatisk ensemble, samlet af cembalisten Yngvild Haaland Ruud, som vil gøre klassiske koncertoplevelser vedkommende for nye generationer. Sammen kombinerer de barokmusikkens virtuositet og elegance med improvisation og visionær programlægning: For hvad hvis noget af den smukkeste musik, der findes, endnu ikke er opdaget? The Baroque Society er et musikalsk fællesskab, som fremhæver skjulte musikskatte og værker af kvindelige barokkomponister sammen med kendte barokklassikere.

Læs mere

Ensemblet omfavner en frisk tilgang til historisk informeret optrædenpraksis, funklende virtuositet og vovede musikalske koncepter. Barokmusikken gemmer på en lang række af endnu ukendte komponister, som er rene musikhistoriske juveler, der fortjener at blive spillet og formidlet. Et helt særligt klangunivers med musik for sjælen og de dybeste længsler.

Med sig har ensemblet den unge anmelderroste sangsolist. Norsk-svenske mezzosopran Christina Sofia af Klinteberg Herresthal, modtager af Léonie Sonning Talentprisen 2024, er særlig optaget af kammermusik, barokrepertoire og moderne værker. Hun afsluttede sin kandidatgrad ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2024 og har optrådt som solist med ensembler som Det Finske Barokorkester, Orkester Nord og Concerto Copenhagen. Herresthal har også debuteret i operaproduktioner som Gilgamesh af Nørgård og uropførelser af moderne værker som Katinka Fogh Vindelevs Hologrammet. Med sin kammermusikgruppe Hehku fokuserer hun på barok- og samtidsmusik og har uropført værker af Aya Yoshida og Frederik Zeuthen. Hun samarbejder desuden med komponister som Maya Miro Johnson og har optrådt for Kaija Saariaho og Missy Mazzoli. Hendes karriere omfatter optrædener på festivaler som Turku Music Festival og Ultima i Oslo.

Jesenka Balic Zunic
Jesenka Balic Zunic er en anerkendt barokviolinist og -violaspiller, kendt for sin passion for tidlig musik og autentiske opførelser. Hun har studeret barokviolin ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og har etableret sig som en alsidig musiker med en imponerende karriere både som solist og kammermusiker. Jesenka optræder regelmæssigt med førende ensembler og orkestre i Europa og har et særligt talent for at bringe historisk musik til live med stor intensitet og nærvær.

Yngvild Vivja Haaland Ruud
Yngvild Vivja Haaland Ruud er en talentfuld cembalist og organist med en særlig forkærlighed for barokmusikkens elegance og kompleksitet. Hun har studeret i Norge og Tyskland og har etableret sig som en efterspurgt musiker på den internationale tidlige musikscene. Yngvild optræder ofte som solist og i kammermusikalske sammenhænge, hvor hun imponerer med sin stilistiske forståelse og evne til at skabe levende, nuancerede fortolkninger af barokkens rige repertoire.

Adam Grauman
Adam Grauman er en anerkendt specialist i viola da gamba og violone. Han er en efterspurgt musiker inden for tidlig musik og har optrådt med førende ensembler i Europa. Adam er kendt for sin virtuositet, musikalske dybde og evne til at bringe de historiske instrumenters rige klang til live. Med sin passion for barok- og renæssancemusik har han etableret sig som en markant skikkelse på den internationale musikscene, hvor han bidrager både som solist og ensemblemusiker.

 

Foto: Vice Arneodo

Vindtro Blæserkvintet

Vindtro Blæserkvintet er en ung international træblæserkvintet etableret i foråret 2020. De har allerede opnået anerkendelse med førstepriser fra flere prestigefyldte internationale kammermusikkonkurrencer, og efter fem års arbejde og dedikation er nysgerrigheden på konstellationens mange udtryksmuligheder fortsat stor.

Læs mere

Foto: Ida Wang

Andreas Brantelid

Andreas Brantelid, født i København i 1987 med svensk-danske rødder, er en anerkendt skandinavisk cellist kendt for sine udtryksfulde og dynamiske optrædener. Brantelid begyndte at spille cello under vejledning af sin far, Ingemar Brantelid, og debuterede som solist allerede som 14-årig med Det Kongelige Kapel i Elgars cellokoncert. I dag er Andreas en af de mest eftertragtede musikere fra Skandinavien. Han har modtaget anmelderroser fra kritikere i hele verden, og det er en stor fornøjelse og glæde at kunne byde ham velkommen til denne solokoncert på Gammelkjøgegaard.

Læs mere

Foto: Agnete Schlitskrull, Gerald Geerink, Per Morten Abrahamsen

Trio Doré

Trio Doré er en nyetableret kammermusiktrio, bestående af 1. solohornist i DR Symfoniorkestret, Lasse Mauritzen, soloharpenist i DR Symfoniorkestret, Zachary Hatcher, og sopranen Louise McClelland Jacobsen. Hornisten Lasse Mauritzen vandt som 21-årig pladsen som 2. solohornist i Det Kongelige Kapel og har siden 2006 været 1. solohornist i DR Symfoniorkestret, hvor han flere gange har optrådt som solist. Senest i 2023, da han modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens store hæderslegat. Lasse blev i 2018 tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen. Han er en internationalt efterspurgt gæstesolohornist, blandt andet hos BBC Symphony Orchestra og Philharmonia Orchestra i London, og er medlem af Reinhold Friedrich Brass Quintet. I 2021 udgav Lasse albummet “Music for Horn & Piano” med pianisten Henrik Bo Hansen.

Læs mere

Foto: Daniel Hjorth

AKELA Strygekvartet

AKELA blev dannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2019 og studerer som ensemble i solistklassen under vejledning af professor Tim Frederiksen og Den Danske Strygekvartet. AKELA betyder glæde, og netop dette er en præmis for kvartettens sammenspil. Glæden ved at skabe og dele musik har drevet AKELA i at fortolke det klassiske kvartetrepertoire med nærvær og nysgerrighed til kammermusikfestivaler, internationale masterclasses, konkurrencer og koncerter i både ind- og udland.

Læs mere

Foto: August Vinther Thomsen

UngKlang

UngKlang et vokalensemble bestående af 9 unge kvinder med fælles fortid i DR Pigekoret. UngKlang har siden 2020 brugt deres klassisk trænede stemmer til at udfordre og bryde med forventningerne til, og forståelsen af, det udfoldelsesområde som vokalensembler normalvist arbejder indenfor. UngKlang afholder således bade mere traditionelle korkoncerter men har blandt andet også sunget med etablerede danske artister som Kind Mod Kind og Coco O., lavet eksperimenterende danseteater med SPRÆNG danseteater og givet et bud på en ny dansk nationalsang live i P3. UngKlangs spændvidde og vilje til at udfordre det gængse er også én af årsagerne til, at UngKlang lykkes med at få kormusik til at resonere hos en yngre målgruppe end hvad man traditionelt ser. UngKlang udspringer af et årelangt – for nogle livslangt – venskab, som siden dets begyndelse har været omdrejningspunktet for ensemblet. Efter tiden i DR Pigekoret havde gruppen lysten til at skabe deres eget og nytænke det klassiske pigekors format. Korpigerne blev til UngKlang, og siden 2020, har gruppen etableret sig på den danske kunstscene.

Læs mere